For Fuld Musik i Skolen
Konference
Konferencen sætter fokus på musikfaget som et alment dannelsesfag, som alle børn bør have mulighed for at møde og deltage i gennem skolen som led i deres kulturelle rettigheder under FNs Børnekonvention.
Udfordringen er, at for få børn møder kvalificeret musikundervisning i skolen, bl.a. pga. en mangel på musiklærere og en nedprioritering af faget på flere niveauer.
Hvad skal der til for at ændre på den nuværende situation? Hvad kræver det af prioriteringer og tiltag, også fra politisk side? Hvad kan vi sammen gøre for at løfte musikfaget i skolen?
Konferencen udspringer af Kulturaftaleprojektet Musik For Alle Børn i Kulturregion Midt-Vestjylland, som siden dets begyndelse i 2021 har arbejdet med, hvordan vi løfter musikfaget i skolen og styrker samarbejdet mellem skoler og musik- og kulturskoler.
Venlig hilsen
Helle Munksgaard Petersen, Projektleder på Kulturaftaleprojekt ’Musik For Alle Børn’
Program:
kl. 9.00 Ankomst, registrering og morgenmad.
Musikalsk underholdning med elever fra 3.-6.klasse obligatorisk musik på Hee Skole og Børnekor fra Kulturskolen Ringkøbing-Skjern, efterfulgt af Strygerelever fra Brændgårdskolen/Herning Musikskole og Dalgasskolen/Kulturskolerne Ikast-Brande.
kl. 9.45 Velkomst og morgensang - ledet af elever fra 3.-6.klasse obligatorisk musik på Hee Skole og Børnekor fra Kulturskolen Ringkøbing-Skjern
Rammesætning for dagen ved Helle Munksgaard Petersen, Projektleder i Musik For Alle Børn, og Per Høgh, moderator på dagen og tidligere Kulturchef i Ringkøbing-Skjern Kommune.
kl. 10.00 Verdensvendt dannelse gennem musik i skolen.
I sit oplæg introducerer Svend Brinkmann os for et dannelsesbegreb, der ser dannelse som højnelse til humanitet gennem kultur. Han argumenterer for, at den proces bl.a. kan ske gennem deltagelse i musikpraksisser, hvor særligt det at spille et instrument kan befordre den almene dannelse og gøre eleven verdensvendt.
Ved Svend Brinkmann, Ph.d., Professor i Psykologi ved Aalborg Universitet.
kl. 10.50 Hvordan samarbejder vi om børn og unges kunstneriske medborgerskab?
Ifølge FNs Børnekonvention har børn og unge fuld ret til deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv. Med udgangspunkt i rapporten Grib Engagementet vil forsker Kim Boeskov give sit bud på, hvordan vi som samfund kommer tættere på at opfylde børn og unges kulturelle rettigheder.
Hvordan kan et økosystem af tværinstitutionelle samarbejder i kommunen understøtte børn og unges kunstneriske medborgerskab?
Og hvordan ser skolen sig selv i økosystemet?
Ved Kim Boeskov, Ph.d., Lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
kl. 11.20 Pause
Musikalsk underholdning ved pianist Caroline Larsen fra talentlinjen, Musik & Billedskolen Varde
kl. 11.35 Den Åbne Skole - avantgarde, supplement eller erstatning i Musikfaget?
Åben Skole blev oprindeligt udviklet som en konsekvens af positive erfaringer fra udeskole men også behovene for, at skolerne samarbejder bedre med musikskolerne. Ambitionerne handlede bl.a. om kreativitet, og i dag forbindes åben skole med praksisfaglighed. En overordnet måde at anskue samarbejdet er, at den eksterne aktør optræder som henholdsvis en erstatning for, et supplement til eller en avantgarde for skolen. Disse tre samarbejdsformer indeholder hver deres sæt af forventninger og måder at se hinanden på. Således vil eventuelle glidninger fx fra supplement til erstatning kunne forklare, hvilke grundlæggende misforhold, der er på spil i samarbejdet, og dermed hvordan de overordnede ambitioner bliver vanskelige at indfri.
Ved Lars Emmerik Damgaard Knudsen, Ph.d., Lektor ved DPU.
kl. 12.10 Hvad kan vi lære om musik i skolen og musikskole-folkeskole samarbejdet fra Kulturaftaleprojektet Musik For Alle Børn?
De foreløbige resultater fremlægges med perspektivering til internationale erfaringer.
Ved Helle Munksgaard Petersen, Projektleder Musik For Alle Børn - Teamleder, Musik & Billedskolen, Varde.
kl. 12.30 Frokost.
Musikalsk underholdning ved Lukas Holm Hansen, klaver, og Ketil Holm Lange, trommer, MGK Midt-Vest.
kl. 13.15 Fire korte inspirationer – videoindslag fra en verden med musik.
Hvad siger ministeren.
Indslag med undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Mere Musik i skolen.
På Susåskolen i Herlufmagle er musikken et bærende element i dagligdagen. Vi er med en enkelt dag.
Hvad siger børnene.
Børneperspektiver fra skoleelever i Danmark og England.
Resonerende Rum
En moderne kulturinstitution, der skaber ’rum’ for nye måder at opleve, anvende og deltage i den skabende og improviserede musik på. Ved Lars Greve og Lis Kruse.
kl. 13.45 Debat 1 – Den faglige – hvordan styrker vi i fællesskab musikfaget i skolen?
Kristian Dissing Olesen, repræsentant for Skolelederforeningens Hovedbestyrelse og Skoleleder på Vestre Skole, Silkeborg
Lea Bay Pedersen Næstformand Danske Skoleelever
Jesper Juellund Jensen, Ph.d., Lektor ved Københavns Professionshøjskole
Lotte Trangbæk, Generalsekretær i Danske Musik- og Kulturskoler
Kim Boeskov, Ph.d., Lektor ved Rytmisk Musikkonservotorium
Lars Emmerik Damgaard Knudsen, Ph.d., Lektor ved DPU
Helle Munksgaard Petersen, Projektleder i Musik For Alle Børn
kl. 14.15 Pause.
kl. 14.35 Debat 2 - Den politiske – hvad skal vi med musikken i danske skoler?
Søren Lahn Sloth (SF). Folketingskandidat og medlem af SF's Nationale Kulturudvalg
Lene Dybdal (A), Formand for Kultur & Fritidsudvalget, Holstebro Kommune
Inger Marie Kristensen (KD). Formand for Børn- og Ungeudvalget og Medlem af Udvalget for Børn og Læring, Varde Kommune
Henrik Hammelsvang (V). Konstitueret formand for Børne- og Familieudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
Philip Vivet (B), Folketingskandidat og medlem af Børne- og Familieudvalget, Herning Kommune
kl. 15.05 Dialogforum – hvordan kan vi sammen gøre det bedre?
Politikere og fagfolk kigger sammen med deltagerne fremad, og drøfter 5 punkter til Brande-manifestet For Fuld Musik i Skolen.
kl. 15.45 Opsummering og det videre forløb.
kl. 16.00 Tak for i dag.